Hvornår skal mit dyr til tandbehandling?
Professionelle og trygge behandlinger af tænder hos hunde og katte
Hvordan opdager man tandproblemer hos hunde og katte?
Tandproblemer hos hunde og katte udvikler sig ofte langsomt og kan være svære at opdage i hverdagen. Mange dyr fortsætter med at spise og opføre sig normalt, selvom de har smerter eller ubehag fra tænder og mundhule. Derfor er regelmæssige tandtjek og forebyggende tandbehandling en vigtig del af et sundt dyreliv.
Kontakt os endelig, hvis du er i tvivl om din hund eller kat har brug for hjælp med tænderne. Vi står altid klar til at hjælpe og tilbyder også gerne et gratis tjek af dit dyrs tænder inden en eventuel behandling.
Tandlægebehov hos hunde
Hos hunde er paradentose den mest almindelige tandsygdom, og studier viser, at over 80 % af alle hunde over 3-årsalderen har en form for tandlidelse.
Tilstanden starter ofte som tandkødsbetændelse og kan med tiden udvikle sig til kronisk betændelse omkring tænderne. Ubehandlet paradentose kan føre til smerter, løse tænder, infektioner og tab af tænder. Betændelsen kan samtidig påvirke resten af kroppen og blandt andet belaste hjerte, lever og nyrer.
Vi ser også ofte knækkede eller døde tænder hos hunde, særligt som følge af hårde tyggeben, kraftigt slid eller traumer. Derudover oplever mange unge hunde problemer med tilbageholdte mælketænder, som kan føre til fejlbid og øget risiko for tandproblemer senere i livet.
Tandlægebehov hos katte
Hos katte ser vi hyppigt tandresorptioner — en smertefuld tandsygdom, hvor tanden langsomt nedbrydes. Studier viser, at op mod 30–60 % af alle katte rammes af tandresorption i løbet af livet, og mange katte skjuler symptomerne godt, selv når sygdommen er fremskreden.
Derudover udvikler mange katte tandsten og tandkødsbetændelse, som med tiden kan give betydelige smerter og påvirke både trivsel og livskvalitet.
Hos unge katte ser vi desuden jævnligt ungdomstandkødsbetændelse og fejlbid. Her kan en tidlig indsats i mange tilfælde være afgørende for at bevare tænderne og forebygge større problemer senere i livet.
Hvor ofte og hvornår skal vi komme forbi?
Hos Tanddyrlægen anbefaler vi regelmæssige tandtjek gennem hele dyrets liv. Nogle dyr har kun behov for lettere vedligeholdende tandrensninger, mens andre kræver tættere opfølgning og behandling.
Vi ser gerne hunde og katte første gang, når de er ved at være færdige med tandskiftet omkring 5-månedersalderen. Her kan vi blandt andet vurdere tandstillingen og opdage eventuelle problemer med tilbageholdte mælketænder eller fejlbid i tide.
Mindre hunderacer og racer med øget risiko for paradentose anbefaler vi ofte får deres første tandrens allerede omkring 1-årsalderen.
Jo tidligere tandproblemer opdages, desto bedre muligheder har vi for at forebygge smerter og bevare tænderne længst muligt. Kontakt os gerne eller book en tid online, hvis din hund eller kat har brug for et trygt og grundigt tandeftersyn.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har nogle spørgsmål.
Udfyld formularen her